Med det nye budgetforlig, står tilbuddet om genoptræning i varmtvandsbassiner til at ryge. Illustration: ChatGPT
I 2019 sparede Aalborg Kommune 4,8 millioner kroner på et genoptræningsområde, der i forvejen var budgetteret under landsgennemsnittet. Det nye budget vedtages mandag og medfører endnu en besparelse, der fjerner muligheden for genoptræning i varmtvandsbassiner, der bl.a. går ud over mave- og kræftopererede borgere.
Af Mads Kleis
På mandag skal byrådspolitikkerne i Aalborg Kommune samles for at andenbehandle budgetforliget, som dermed vedtages for de næste tre år.
Heri indgår en fjernelse af tilbud om genoptræning i varmtvandsbassin, der bl.a. benyttes af mave- og kræftopererede patienter. Det betyder, at hvis patienterne fortsat vil genoptræne i vandet, bliver det for egen regning.
Ved at trække patienterne op fra poolen sparer Aalborg Kommune 220.000 kroner i et budget på 19,3 mia. kroner, og spareøvelsen på genoptræningsområdet er ikke noget nyt. Under sidste budgetforlig sparede Aalborg nemlig 4,8 millioner kroner på genoptræningsområdet, svarende til 17 procent.
Jes Lunde (R), rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, er generelt tilhænger af tilbuddet, men forklarer at besparelsen har været nødvendig, for at få regnskabet til at gå op:
“Det er jo ikke fordi, vi i Sundheds- og Kulturudvalget synes, at det her er et dårligt tilbud. Vi vil gerne fortsætte med at give det, men vi har bare et budget, vi skal have til at stemme, og derfor har vi ledt efter et besparelsesforslag, hvor det gør mindst ondt”.
Skidt signal at sende
Om det nye budget skriver Aalborg Kommune på deres hjemmeside, at det prioriterer penge til børn, unge, ældre og sårbare borgere.
Spørger man Lisbeth Frost er besparelsen en ærgerlig sag. Hun har været fysioterapeut ved Aalborg Kommune i 17 år og har tidligere behandlet sine patienter gennem bassintræning, der primært henvender sig til ældre mennesker, fordi det som oftest er de ældre, der bliver opereret.
”Det er primært ældre mennesker, der bliver opereret og får genoptræningsplanerne. Og når man er gammel og svag og bliver opereret for noget, så har man typisk et længerevarende genoptræningsforløb.”
Hun mener derfor, at det er paradoksalt, at man siger én ting og gør noget andet. Hun lufter desuden sin bekymring for at nedskæringen på genoptræningsområdet, kan være med til at skabe en skævhed i den danske folkesundhed:
“Jeg synes, det er et skidt signal at sende. Den enkelte borger skal tage hånd om sin egen sundhed, men det bliver bare sværere, hvis man er sårbar, eller på anden vis ikke har ressourcerne til det.”
Vi leverer det, vi skal
Kritikken tager Jes Lunde med ophøjet ro.
”Vi leverer det, vi skal på det her område. Bassintræning har været noget, som lå ud over det, vi skulle gøre,” og henviser til at der ikke er nogle sundhedsfaglige anbefalinger om tilbud af genoptræning i vand.
”Og når man er tvunget til at spare for at få budgettet til at hænge sammen, så er det første, man kigger på, om der er nogle ting, vi gør, som er udover det, vi skal gøre. Og det er så det her. Og det er det i særlig grad, fordi der er et alternativ for de her borgere,” siger han.
Jes Lunde opfordrer afslutningsvist patienterne til at fortsætte genoptræningen i vand, men at pengene til entréen i svømmehallen fremover må op af egen lomme, frem for af kommunens.