Bikinier og Badetøj i Jomfru Ane Gade 

Bikinier og badetøj er ikke et vant syn i Jomfru Ane Gade, men måske er det fremtiden. For hvis ikke Aalborg kommune gør noget ved klimaforandringerne, vil der være Venedig-lignende tilstande i midtbyen.

Af Viktor Frost Vajhøj

Kildeparken under bæredygtighedsfestivalen. Foto: Dennis Reenberg

Aalborg kommune holder i denne uge bæredygtighedsfestival i Kildeparken under navnet – Vores By, Vores Ansvar, hvilket er den 10’ende Europæiske festival for bæredygtige byer og lokalsamfund. Eventet er gratis og til for at sætte fokus på et stadigt stigende problem i Aalborg og resten af Danmark, nemlig klimaet.


Når naturen forsvinder. 

Naturvejleder fra Land og By, Aalborg kommune, Mikkel Rødvig er til stede ved festivalen for at fortælle om konsekvenserne ved en truet biodiversitet, og hvorfor det er vigtigt at gøre noget nu.  

“Der er jo en masse unge her i dag, det er vigtigt, at specielt de forstår hvad der sker, så vi kan fremtidssikre klimaet for de kommende generationer” 

For netop fremtiden er i fokus, lige nu og her er det svært at se en kæmpe effekt. For hvorfor er vandflagermus over søerne i Aalborg vigtige? Hvorfor skal man sørge for, at de truede insekter og dyr stadig kan eksistere i byen? Det bør man, ifølge Mikkel Rødvig, fordi fremtiden, hvis man ikke gør det, ser dyster ud. 

“Det ville koste milliarder, hovedgaden i Aalborg vil i nogle prognoser ligge under vande om bare 50 år, og Nørresundby ville være en bakkeø.” 

Hvis klimaforandringerne fortsætter, vil ikke kun dyr, insekter og planter blive ramt. Også markerne i Danmark vil lide under de ændrede vejrforhold. Det vil betyde mindre madproduktion og en større mangel på fødevarer. Dette vil skabe konkurrence om maden og især ramme de mest udsatte i samfundet, som vil få sværere ved at skaffe nok mad. 

Er det muligt? 

Aalborg kommune har i 2022 vedtaget en klimaplan, der blandt andet har til mål at reducere drivhusgasser med 70% i 2030, med et mål om nuludledning af drivhusgasser i 2050. Klimaplanen fremhæver både mål, hvordan de når frem til de mål, og præcis hvor meget hver enkelte afdeling skal reducere deres udledning med.

Aalborg Kommune har i flere år været underlagt besparelser, og det præger deres kamp for klimaet. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er der ikke sat yderligere midler til rådighed til de grønne områder der i 2020 fik 64 millioner kroner, og i 2024, 65 millioner kroner. Samt er pengene til natur, skovområder osv. enten faldet eller forblevet det samme beløb siden 2020. 

Det bliver svært at nå i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser, øge biodiversitet og fremstå som en grøn kommune, hvis ikke der bliver afsat nok midler til at nå målet. Derfor er det en fælles indsats, der ikke kun kræver planer og budgetter fra kommunen, den kræver handling, fra alle. Aalborg Kommune indleder klimaplanen med følgende:

“En grøn omstilling kræver en grøn indstilling, men det kræver, at vi udvikler os sammen. Derfor samarbejder vi med borgere, virksomheder og foreninger om at løfte den grønne omstilling – og du er med.” 

Bæredygtigheds festivalen fortsætter indtil den 5. oktober i Kildeparken og er gratis for alle der vil lære mere om hvad de kan gøre for i fællesskab at komme i mål med Aalborg kommunes klimaplan.