I Aalborg Kommune er det ikke mange af de ældre borgere, der kender til Seniorrådets eksistens og arbejde. Det vil Seniorrådet nu gøre noget ved.
Af Anna Søndergaard Andersen
For at nå bredere ud har Seniorrådet oprettet en synlighedsgruppe, som skal skabe opmærksomhed og involvere flere ældre i kommunens beslutninger.
”Allerede før jeg kom ind i Seniorrådet for fire år siden, opdagede jeg, at mange slet ikke vidste, hvad Seniorrådet var for noget. Derfor foreslog jeg som noget af det første, da jeg kom ind i Seniorrådet, at vi burde oprette en faggruppe, der hedder synlighed,” fortæller Keld Jørgensen, som er en del af Seniorrådet og initiativtager til den nye synlighedsgruppe.
Skal sikre de ældres interesser
Seniorrådet består af 13 medlemmer, der vælges direkte af kommunens borgere, som er fyldt 60 år. Rådets opgave er at varetage de ældres interesser, når det gælder politiske beslutninger i kommunen. Seniorrådet skal forhøres om alle forslag fra byrådet, der vedrører den ældre del af befolkningen, inden det vedtages i byrådet. På trods af det vigtige arbejde er mange ældre dog ikke bekendt med Seniorrådets funktioner. Det bekræfter Mette Ekstrøm, som repræsenterer Socialdemokratiet og er næstformand for Senior og Omsorg i Aalborg Byråd.
”Det er uheldigt, og vi skal forsøge at gøre det mere synligt for dem,” siger Mette Ekstrøm.
Hun mener, at dem, der bruger seniortilbud, ofte har kendskab til rådet. Dog er der mange, der ikke benytter disse tilbud og derfor ikke bliver mødt på samme måde.
Synlighedsgruppen skal skabe opmærksomhed
Synlighedsgruppen er oprettet med det formål at udbrede Seniorrådets arbejde blandt de ældre i kommunen. Gruppen består af 6 medlemmer fra Seniorrådet og har allerede iværksat en række initiativer, som blandt andet omfatter åbent hus-arrangementer på bibliotekerne og paneldebatter i Aalborg Kommunes 25 aktivitetscentre.
”Vi har oplevet, at det har været en stor succes indtil videre, og at der kommer flere mennesker til vores paneldebatter. Jeg oplever mange bliver overrasket over, at vi overhovedet eksisterer. De begynder efterfølgende selv at fortælle om vores eksistens til naboer og foreninger, så det spreder sig med lynhurtig fart,” fortæller Keld Jørgensen optimistisk.
Marie, en 73-årig borger fra Aalborg Kommune, hører til de ældre borgere, som ikke kender til Seniorrådet.
”Jeg ville ønske, det var mere synligt. Det er rart at vide, at der findes et seniorråd. Så kan jeg forhåbentligt blive repræsenteret bedre i vores kommunale politik”, fortæller Marie.
Håb om større valgdeltagelse til næste valg
Målet med synlighedsgruppen er ikke kun til at informere borgerne, men også at øge valgdeltagelsen ved næste valg til Seniorrådet. Ved sidste valg var stemmeprocenten blot 24 procent ud af de 55.000 stemmeberettigede borgere over 60 år i Aalborg Kommune, hvilket er markant lavere end ved regional- og kommunalvalg i Aalborg Kommune.
”Jeg håber, at mange flere vil stemme ved næste valg. Opmærksomheden skal vokse, og det er netop dét, som vi arbejder for i synlighedsgruppen,” siger Keld Jørgensen.
Mette Ekstrøm ser også positivt på oprettelsen af synlighedsgruppen.
”Seniorrådet repræsenterer en stor befolkningsgruppe, som nemt kan blive overhørt. De er en vigtig kommunikationskanal for vores ældre borgere, så de kan bringe deres bekymringer direkte ind i Senior og Omsorgsudvalget. Derfor er det godt, at flere ældre får kendskab til Seniorrådet. De kommer tættere på borgerne, og det skaber en tryghed,” afslutter Mette Ekstrøm.