Aalborg Kommune har sat ambitiøse klimamål frem mod 2030 med fokus på at reducere udledningen af drivhusgasser med 70%. Ifølge seniorrådgiver fra Rådet for Grøn Omstilling går det for langsomt med omstillingen til fossilfri teknologi i kommunerne.
Aalborg Kommune satser på grøn energi i en ny klimabevidst planstrategi / Foto: Aalborg Forsyning
Af Magnus Schou Mølgaard
Året er 2030. Du står af toget på Aalborg Station og bevæger dig ud i et nyt og grønt Aalborg. På en lang cykeltur rundt i kommunen ser du de mange nye biodiversitetszoner, som er et resultat af skovrejsning og grundvandsbeskyttelse. Langs fjorden er det nye Power-to-X-anlæg i fuld gang med at producere grønne brændstoffer til både skibe og fly, mens fjernvarmeproduktionen nu udelukkende drives af vedvarende energi fra sol og vind. Den gamle, betontunge industriby er blevet en grøn storby.
Tankeeksperimentet lyder futuristisk, men det er ikke langt væk fra Aalborg Kommunes planstrategi for de næste 12 år. Strategien indeholder konkrete tiltag som investeringer i vedvarende energi, biodiversitetsområder og udvikling af CO₂-fangstanlæg.
Drømmen om den grønne førertrøje lever stadig, hvis man spørger rådkvinde for Klima og Miljø i Aalborg Kommune, Anna Aaen, som ser positivt på kommunens klima- og miljømål for 2030:
“Vi arbejder lige nu med mange initiativer, som skal sikre at vi når i mål i 2030. Herunder CO2-reducering og ansvarlige klimatilpasning- og biodiversitetsstrategier.”
Ifølge seniorrådgiver ved Rådet for Grøn Omstilling, Julie Bangsgaard Abrahams, er det stadig realistisk at reducere CO₂-udledningen som planlagt, men man skal på kommunalt plan handle hurtigt og intensivere indsatsen med omstillingen til fossilfri teknologi, inden tiden løber ud.
“Vi er nødt til at sørge for at stenene lægges for at målene nås i sidste ende” forklarer Julie Bangsgaard Abrahams
Grøn el- og varme til aalborgenserne
Omstillingen til grøn el- og varmeforsyning, skal findes i ombygningen ved Norbis Park, udtaler Anna Aaen:
“Ved Norbis Park har vi taget første spadestik til havvandsvarmepumpe er et led i den samlede reducering af CO2-udslip”
Havvandsvarmepumpen vil forventeligt reducere Co2-udslippet med 160.000 ton årligt, og vil efter planen være i drift d. 1. januar 2029. Dette skriver Aalborg Forsyning på deres hjemmeside.
“Der er rigtig mange facetter i omstillingen til fossilfri teknologi, men forhåbentlig får vi også snart et Power-to-X-anlæg op, så vi kan nyttiggøre CO2 og lave grønt brændstof,” fortæller Anna Aaen fra Enhedslisten.
Grøn brydningstid i det nordjyske
Med klimahandlingsplanen fra 2022 har Aalborg Kommune forpligtet sig til at leve op til de nationale klimamål om at reducere drivhusgasudledningen med 70 procent inden 2030 og opnå klimaneutralitet i 2050. For at nå disse ambitiøse mål skal der ske en omfattende omstilling af el- og varmeforsyningen, som i dag er afhængig af fossile brændstoffer.
Den samlede CO2-besparelse er lige under 1.000 tons CO2 sammenlignet med niveauet fra 2018.
Kommunen har derfor satset på at udvikle nye vindmølle- og solcelleparker samt omstille fjernvarmeproduktionen til fossilfrie teknologier. Hertil kommer etablering af CO2-fangstanlæg og Power-to-X-teknologier, som kan bidrage til produktionen af grønne brændstoffer.
Kilde: Aalborg Kommune (Planstrategi 2023)
Kommunerne skal holde hovedet koldt… og grønt
Det er muligt at nå de fastsatte mål for 2030, men det er vigtigt, at der bliver handlet på den grønne omstilling i kommunerne.
“Det er realistisk at nå målene i 2030, men det er vigtigt at man begynder at handle på det nu. Det går for langsomt med bebyggelsen af solcelle- og vindmølleparker,” udtaler Julie Bangsgaard Abrahams.
Det er ikke teknologien som mangler i Danmark, når det gælder omstillingen fra fossile brændstoffer.
“Vi er godt stillede, at vi har et så godt udbygget fjernvarmenetværk og veludviklet fossilfrie teknologier i Danmark. Det er derfor, det er så fjollet, at vi ser, at kommunerne ikke kommer hurtigere i mål,” siger Julie Bangsgaard Abrahams.
Når det gælder gode intentioner i kommunernes planstrategi for klima og miljø, er det vigtigt at, intentionerne følges op med handling og flere grønne initiativer, slår Julie Bangsgaard Abrahams fast:
“Det må ikke gå i stå. Lige nu er der klare politiske mål, men der skal sørges for, at stenene lægges, for at vi kan nå derhen. Målene er i sig selv ikke nok. Der skal laves handling og implementeringer, som sikrer målene.”