Aalborg er mere end blot en studieby med et natteliv i ”Gaden”. Med Aalborg Try Out, der tilbyder gratis aktiviteter til unge og studerende fra september til november, hjælpen byen studerende med at finde fællesskaber.
Af Anna Søndergaard Andersen
I Aalborg Selvforsvar og Ju-Jitsu klub, som er en del af Try Out, er der godt fyldt op i hallen, hvor begynderholdet skal til at starte. I en lys træningshal, hvor luften emmer af sved og forventning, står en gruppe studerende klar. Morten Bach, der er underviser på begynderholdet og har trænet Ju-Jitsu i 15 år, er begejstret for at introducere nye deltagere til sporten.
”Det er uforpligtende, og der er ingen forventninger til, om du skal komme igen. Kom og prøv og hav det sjovt,” fortæller Morten Bach entusiastisk.
Stemningen er let under træningen, men fokuseret, og flere bryder i grin, når de forsøger sig med nye bevægelser.
”Det var virkelig sjovt og anderledes,” fortæller Mathilde Nilsen Malde på 21 år, der deltog i Ju-Jitsu træningen gennem Try Out.
Mathilde Nilsen Malde er netop flyttet til Aalborg i forbindelse med studiestart for at studere ergoterapi. Mathilde er en af de mange deltagende i dette års Try Out.
”Jeg synes, det er et godt tilbud, især når man er ny i byen. Så har man mulighed for måske at lære flere at kende,” fortæller Mathilde Nilsen Malde.
Skal skabe tryghed og fællesskab
Ifølge Morten Bach spiller fritidstilbud og sportsaktiviteter som Ju-Jitsu en vigtig rolle i Aalborgs strategi for at tiltrække og fastholde unge.
”For mange, især de nye i byen, kan det være svært at finde fællesskaber. Gennem sport kan de danne relationer og føle sig mere trygge i et fællesskab, når alting ellers er nyt og overvældende,” fortæller Morten Bach.
Jes Lunde, der er medlem af Det Radikale Venstre og er formand for Sundheds- og Kulturudvalget i Aalborg Kommune, ser også Try Out som en stor succes.
”Vi har oplevet, at både studerende og foreningerne er glade for det, så derfor har vi udvidet initiativet i år med flere foreninger og aktører. Jeg ser det som en investering i Aalborgs studiemiljø og attraktivitet som studieby,” fortæller Jes Lunde.
Aktiviteter for enhver smag
Aalborg Try Out, der løber fra september til november, giver alle studerende og unge mellem 15 og 25 år mulighed for at prøve kræfter af med mere end 100 forskellige aktiviteter. Det gælder alt fra fægtning til padel, keramik, yoga og meget mere. I 2023 deltog tæt på 5000 studerende i de mange aktiviteter.
”Det er blevet taget virkelig godt imod af både de studerende og foreningerne,” fortæller Sanne Fremlev, som er projektleder på Aalborg Try Out i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.
Initiativet er startet op for at synliggøre flere fællesskaber og dermed gøre det lettere at deltage i fællesskaber og opdage nye interesser.
”Flere unge lider i dag af en ensomhedsfølelse og vi håber og hører fra de deltagende, at det gør det nemmere at falde til som studerende,” afslutter Sanne Fremlev.