Nordjyskes printavis udgår i 2027 

Nordjyske har siden 1767 nyttet og fornøjet nordjyderne via deres fysiske printavis. Dette bliver der lavet om i inden for kort tid. I 2027 er det slut med den fysiske avis. Der skal fokuseres på den bedst tænkelige journalistik, men hvad betyder det for lokalsamfundet, når avisen ikke længere bringes? 

Af: Helena Holm-Gregersen

Morgenbordet er dækket, kaffen er brygget og avisen ligger fremme, klar til at blive læst. Denne beskrivelse kan mange nok se for sig, og det er også sådan, nyheder i mange år er blevet indtaget. Men i et samfund så omskifteligt som det moderne, er det måske naivt at tænke at nyhedsbilledet ikke også får en tur i ændringsmøllen.  

Foto: Helena Holm-Gregersen

Nordjyske ændrer som sagt billedet på hvordan nyhederne for fremtiden kommer til at læses og forståes. Men med denne ændring kommer også en problematik. For hvad skal der ske, med de borgere som ikke har kørekort til det digitale, og eksempelvis er fritaget for digital post. Chefredaktør for Nordjyske, Karen Edelmann Keinicke, mener at de ældre er langt bedre til det digitale end samfundet ofte går og tror. 

“Jeg tror, det er noget forudindtagethed i, at ældre ikke kan finde ud af at begå sig digitalt. Vi kan se, at vores netavis har fint fat i det ældre segment. Det er jo ikke alder, der afgør, om du kan finde ud af at bruge en iPad,” siger Karen Edelmann Keinicke. 

I følge Karen Edelmann Keinicke er papirformatet et udtryk for tradition og vaner for Nordjyskes langtidslæsere, og når Nordjyske offentligt udtaler at denne vane ophører om 3 år, så giver det mening at de modtager noget kritik. 

“For mange er printavisen jo den fysiske vane. Den repræsenterer den lille hellige stund i løbet af dagen. Duften af tryksværte blandet med morgenkaffe. Alle de her skønne ting, som de forbinder med deres medievaner. Når vi fjerner noget fra nogen, så må vi også forvente en reaktion. Hos Nordjyske forstår vi, at det kan føles som om, at vi tager noget fra nogen med udfasningen af printavisen,” siger Karen Edelmann Keinicke.  

Ældreproblematik 

Formand for Ældresagen Aalborg, Lasse Breddam, oplever at det er en problematik for mange ældre i Nordjylland, at der ikke længere udkommer nyheder på skrift. I følge Lasse Breddam er den fysiske avis er grundlaget for, hvordan mange ældre holder sig opdateret, og på den måde er i stand til at deltage i den demokratiske samtale på lige fod med resten af samfundet.

“Hvordan sikrer vi, at de ældre der ikke kan læse nyheder digitalt stadig inddrages og modtager information. Man kan hurtigt komme til at udskrive dem helt fra den demokratiske samtale. Det kan have store konsekvenser for samfundet, hvis der ikke kommer nyheder ud til den del af befolkningen.

Uden oplysning bliver det svært for de ældre at råbe op om information de ikke kender til, og i følge Lasse Breddam og Ældresagen kan dette betyde tabt generation.

Som borger ved man jo ikke hvilke nyheder man misser, og så får vi lige pludselig problemer med at oplyse befolkningen lige,” siger Lasse Breddam. 

Alternative løsninger 

Når verden digitaliseres, skal verdens borgere også digitaliseres. Og med den fart der er på den proces, kan det være svært at finde hoved og hale i. Lasse Breddum, Formand for Ældresagen Aalborg, fremhæver hvordan man som mediestøttet mediehus burde have større fokus på at tænke i alternative løsninger, så alle landets borgere inddrages i den nye udvikling. 

“Det bunder jo i økonomi, men når man gøres til et regneark, kan det være svært at føle sig inddraget, og det er vel en avis fineste opgave at være en del af den demokratiske proces. Man burde fokusere på alternative løsninger i forbindelse med, hvordan man så får informeret de mennesker, som ikke kan finde ud af det digitale,” siger Lasse Breddam. 

Chefredaktør for Nordjyske, Karen Edelmann Keinicke, udtaler at avisens fineste opgave er at udvikle journalistik på højeste niveau, og det kan blive svært at realisere for et medie som Nordjyske, hvis pengene skal bruges på at udsende papiraviser som er dyre i driften og ikke er en langtidsholdbar løsning i en digital fremtid. 

“Nordjyske skal lave dybdegående journalistik i højeste kvalitet til nordjyderne, og det kan vi kun, hvis vi følger med tiden. Grunden til at vi også vælger at fjerne printavisen, er jo også omkostningern i at drive en printavis. Hvis vi kan sørge for at holde os i live og samtidig producere bedre journalistik til borgerne, ved at gøre dette, så er det et valg vi er klar på at tage,” siger Karen Edelmann Keinicke. 

Hjælpen til de ældre som ikke er stærke digitale, finder man hos Nordjyske hos deres kundeservice. Karen Edelmann Keinicke udtaler: 

“Hvis man har problemer med sin e-avis, så har vi dygtige medarbejdere, som er klar til at hjælpe hos vores kundeservice.” 

Foto: Helena Holm-Gregersen

Overlevelse og fornyelse 

Efter internettets fremkomst i det nye århundrede er der sket meget. Vores måder at forstå verden på har ændret sig, og det har vores medievaner også. Papiravisen spås til at blive et fortidslevn inden for få år, og Nordjyske har taget et skridt i fremtidens tegn. Hvad det kommer til at betyde for de ældre, må villigheden til samarbejde vise. 

“Det ville jo være smukt hvis vi kunne blive ved med at udkomme på print, men hvis vi poster penge i gamle papiraviser, så ender vi som regionalt medie med en konkurs. Og hvis alternativet er, at vi ikke er her længere, så tror vi, at de fleste af vores læsere vil være glade for vores beslutning,” siger Karen Edelmann Keinicke.