Den notoriske festgade, Jomfru Ane Gade, i Aalborg har i mange år været genstand for lidt af hvert. Vilde fester, tragedier og alt derimellem. Klos op ad hinanden finder man barer, klubber og en lugt af øl og drinks, lige meget hvornår man bevæger sig ned ad den smalle gade. Men forenden af tunnellen af fest lyser en grøn facade gaden op. Et gammelt værtshus er forvandlet til en slags redningsvest for alle dem, der har brug for hjælp.
Af: Helena Holm-Gregersen
Jomfru Ane Gades smalle indgange og tæt beliggende klubber og barer skaber udfordringer for ambulancer og politi i Aalborgs natteliv, hvilket har ført til utryghed og triste statistikker. Men i maj 2022 ændrede dette sig. Safe House indtrådte gaden, med en mission om at genskabe tryghed i det aalborgensiske natteliv. Husets medstifter, Martin Bossen, er generelt positivt overrasket over modtagelsen af Safe House i nattelivet.
“Det, vi får at vide fra de unge, er, at det i sin helhed er blevet mere trygt at gå i byen herinde. De ved der er et sted, de kan gå hen, hvis der sker et eller andet, og det er lige meget om det er fordi de er blevet for fulde, mangler strøm eller bare har brug for et break fra floor”, fortæller Martin Bossen.
Foto: Helena Holm-Gregersen
Grumme sager forebygges
Bylivet i Aalborg er karakteriseret af liv og glade dage, men når festmiljøets nabo er en havn, der leder direkte til Limfjordens kolde gys, kan bylivet også til tider være en farlig cocktail. Derudover ser man også i Aalborg en kedelig tendens til drugging-sager. Men efter indtrædelsen af Safe House er disse tendenser begrænset markant. I stedet for at vandre mod havnen, kommer de unge nu forbi den store neon grønne facade i bunden af gaden. Den tiltrækker heldigvis mere end det kolde vand på bunden af Limfjorden. Martin Bossen oplever ofte grumme sager som uden Safe House, ville kunne være endt i tragedier.
“For 3 uger siden så vi en 16-årig pige, som var blevet drugget på en natklub. Hun var uheldigvis også hjertepatient. Hendes tilfælde af drugging kunne have været endt grueligt galt, og hun blev også først udskrevet fra sygehuset i søndags,” siger Martin Bossen.
I Safe House ser de i gennemsnit 6 drugging-sager månedligt, og endnu flere ved studiestartsmånederne.
“I sidste weekend så vi en 15-årig pige, som var i selskab med en ældre herre, hun ikke skulle være i selskab med. Da vi endelig fik hende væk fra manden, fandt vi hendes telefon i mandens lomme. Da vi fik den åbnet var telefonen blevet nulstillet”, fortæller Martin.
Foto: Helena Holm-Gregersen – Efter flere ulykker ved Limfjorden har man opsat pissoirs langs havnekanten i et forsøg på at holde aalborgenserne sikre.
Et hus skabt af ildsjæle
Safe House er startet på baggrund af en fælles oplevelse hos flere af byens dørmænd, om at den aalborgensiske drukkultur havde ændret sig. Martin Bossen fortæller om en kraftig stigning i alkohol- og stofindtaget blandt de unge i bybilledet post corona-pandemien.
“Vi oplevede det som om, at de unge i dén grad følte, de havde noget at indhente”, siger Martin Bossen.
En ide havde plantet sig hos flere og flere af de faste dørmænd i byens natteliv, og efter de to store tragedier der fandt sted i Aalborg i 2021, med Mia Skadhauge Stevn og Oliver Ibæk Lund som begge omkom på tragisk vis efter en bytur, og flere mislykkedes forsøg på at få kommunens hjælp til oprettelsen af huset, tog Martin Bossen sagen i egen hånd. Sammen med flere kollegaer skabte Martin huset Safe House, som er drevet af frivillige medarbejdere. Safe House har i dag 100 faste frivillige tilknyttet huset, fordelt mellem dørmænd, læger, sygeplejersker, SOSU-assistenter og meget andet.
Kommunal opbakning
Safe House havde sin begyndelse uden økonomisk opbakning fra Aalborg Kommune, hvilket betød, at husets første leveår var finansieret af tilskud og støtte fra værtshuse og andre interessenter. Udover tilskud fra firmaer kom finansieringen fra Martin Bossen og de andre medstifteres egne lommer. I begyndelsen af 2024 fungerede dette grundlag ikke længere. Safe House havde påbegyndt sit 2. leveår, og var nu lukningstruet. Formand for Børn- og Ungeudvalg i Aalborg kommune, Mette Ekstrøm fortæller om beslutningen om at bevillige Safe House 400.000 kr. hvert år i 3 år:
“Vi har jo hele tiden haft et samarbejde med Safe House, i form af de folk vi har på gaden, som arbejder sammen med Safe House, og vi vil meget gerne beholde dem. Så når deres eksistensgrundlag er truet, så skal vi jo også være med til at betale”, siger Mette Ekstrøm.
Der ses overvejende positivt på Safe House i Aalborg. Kommunen, som i følge Martin Bossen har været tilbageholdende med deres fulde støtte, har skiftet kurs og giver nu Safe House officielt tommel op de næste 3 år.
“Vi bakker fuldkommen op om Safe House og alt det gode, de gør. Vi er glade for det samarbejde, vi har fået med Safe House,” siger Mette Ekstrøm.
Tendenser i Gaden
Aalborg har fået sig et ry som værende et hårdt miljø at gå i byen i. Voldelige episoder, dødsfald, ulykker, druk og druggings har skabt en hård fortælling om det aalborgensiske natteliv. Sofie Lassen er født og opvokset i Aalborg og oplever, at man som aalborgenser bliver vant til den måde bylivet er på.
“Der går rygter om, hvor der sker forskellige ting og sager. Men jeg tror, når man er opvokset her, så holder man sig fra de steder, hvor man ved det er skidt og hygger sig de steder, hvor folk opfører sig ordentligt”, fortæller Sofie Lassen.
Safe House håndterer drugging tilfælde, når de kommer deres vej, og snakker man med Martin Bossen, så tegner der sig et billede af, at mange af de tilfælde, man ser i Jomfru Ane Gade og omegn, er individer, der er blevet drugget af deres venner.
“Vi ser en del tilfælde af piger og drenge, som er blevet drugget, hvor gerningsmændene er deres egne venner, som spiker deres venners drinks for sjovs skyld for lige at se, hvordan de reagerer”, fortæller Martin Bossen og fortsætter:
“Vi ser sågar vennegrupper, som praler med det til os.”
Foto: Helena Holm-Gregersen
Behovet for et Safe House
Safe House er et frivilligt tiltag, som er skabt på baggrund af et behov for at sikre de unges liv i nattetimerne i Aalborg. Safe House i Aalborg er det eneste i landet af sin slags, og rundt om i andre danske storbyer har man lugtet lunten. Martin Bossen fortæller om, hvordan både Odense, København og Århus har rettet henvendelser til dem, om muliggørelsen af huse magen til.
“Odense er ved at oprette et hus, og Aarhus har også gang i processen. Men det er sværere for de andre storbyer at implementere et hus på samme måde som her. Vi er jo heldige i Aalborg, at det meste er samlet i en gade”, siger Martin Bossen.
Sofie Lassen oplever også at Safe House er en god ide, som i følge hende burde implementeres i andre byer:
“Jeg fandt en bevidstløs pige i Aarhus, og det var ekstremt svært at få fat i ambulance og hjælp. Havde jeg fundet hende i Aalborg, ville hjælpen være kunnet komme frem langt hurtigere.”