Her på redaktionen satte vi os for at skrive en leder. Undervejs slog det os, hvor svært det er at mene noget på kommando, og hvor underfundigt det er at lægge en klar linje for 14 mennesker på en redaktion med forskelligt ophav og politiske orienteringer i en tidsalder, hvor medievirket tilstræber objektivitet.
Før de uafhængige omnibusaviser begyndte at gå hele det politiske spektrum i sømmene, var dagspressen partipolitisk og loyal. Journalistudbuddet var stort, og journalister valgte derfor arbejdsplads med det politiske hjerte, så det skrevne stemte overens med det følte.
Det var før håbefulde journaliststuderende blev til overkvalificerede dagpengemodtagere, der blev til kommunikationsmedarbejdere – eller tager job hos et medie, hvis ideologiske linje man ikke nødvendigvis er enig i.
Selvom journaliststanden danner fælles front mod misinformation, magtfuldkommenhed og algoritmernes fordummende potentiale, mener vi noget forskelligt om skat, integration og sundhed. Det er utopi at mene, at et helt medie kan mene det samme.
Og selv hvis vi skulle mene det samme: Hvordan skal vi kunne kalde os selv for nøgterne journalister, når vi dybt subjektivt vinkler verden og prædiker et budskab, der vil influere vores læsere.
Så selvom vi nyder spaltepladsen og opmærksomheden, svarer vi på spørgsmålet: Er lederen død? Det er vi slet ikke kloge nok til at vurdere. Men en gentænkning af konceptet ville være på sin plads.
/ D og MK